Det er en stor dag for de 18 autister, der bor på Brunsegårdsvej i Tommerup. Selvom de allerede begyndte at flytte ind i sensommeren, har de set frem til at kunne fejre den officielle indvielse af deres nye og forbedrede boliger.

Ældre- og Handicaprådmand i Odense Kommune, Peter Rahbæk Juel (S), glæder sig over de nye boliger, som falder i god tråd med kommunens handicappolitik:

- Vores handicappolitik sætter fokus på mennesket før handicappet og rummer en vision om, at handicappede skal kunne leve et liv på egne præmisser. Det handler bl.a. om at kunne leve sit eget liv i eget hjem. De nye boliger på Brunsegårdsvej skaber gode og nutidige rammer for det gode liv, siger Peter Rahbæk Juel.

Beboerne får egne lejligheder
Brunsegårdsvej er en del af Tornhuset, som er et bo- og beskæftigelsestilbud for voksne med autisme med 29 døgnpladser og 28 aktivitets- og samværspladser.

Brunsegårdsvej huser 18 beboere og rummer samtidig et aktivitets- og samværstilbud. Beboerne bor i egne toværelses lejligheder, i stedet for de værelser med fælles toilet og bad, som mange af dem boede i tidligere.

Fra amt til kommune
Da det i 2005 blev besluttet at give borgere med autisme gode boligforhold og gode rammer for deres dagtilbud, lå byggeriet oprindeligt hos Fyns Amt. Men med strukturreformen i 2007, overtog Region Syddanmark byggeriet. I januar i år kom Brunsegårdsvej dog i Odense Kommunes hænder, og derfor var det rådmand Peter Rahbæk Juel, som i dag indviede de nye boliger.

   
Print | Tilbage | Top

Sidst opdateret 5. november 2009